På et seminar på Overgaden i begyndelsen af september, i forbindelse med lanceringen af bogen Manual til dansk samtidskunst, efterlyste galleristen Christina Wilson en mere “eksplicit politisk og ideologisk engageret kunst”. Var Wilson kommet tilbage til Overgaden nogle dage senere, under den nye videokunstfestival Made in Video, kunne hun have set, at der ikke er mangel på politisk engageret samtidskunst, men snarere gallerister som vil præsentere netop den kunst. Chamber of Public Secrets (CPS) – en gruppe bestående af seks danske og internationale kuratorer og kunstnere – har med festivalen Made in Video gjort en stor indsats for at fremvise og diskutere en del af videokunstfeltet, som ikke så let får plads indenfor kunstinstitutionen. Nærmere bestemt “video der bevidst forholder sig til og er formet af det sociopolitiske klima i verden, og den økonomiske og teknologiske udvikling, der driver denne”, som de skriver i festivalkataloget.

“World matters on video”. Festivalens slagord markerer hvilket perspektiv, det drejer sig om. I løbet af fire dage blev enoghalvtreds videoværker, af lige så mange kunstnere fra store dele af verden, fremvist, hvor de fleste af videoværkerne placerede sig et sted i gråzonen mellem kunst, aktivisme, journalistik og dokumentarfilm. Made in Video forsøgte at belyse dette felt af ‘udefinerbar’ videokunst, og i tillæg til filmfremvisningerne bestod festivalen derfor af to seminarer og flere paneldiskussioner, hvor deltagende kunstnere præsenterede deres værker og arbejdsmetoder. For at komme ud til så bredt et publikum som muligt var festivalens filmvisninger spredt ud på hele ni forskellige steder i København: fra institutioner som Overgaden, Cinemateket og Vester Vov Vov, til mere alternative fremvisningsrum som Frederiksberg Metro Station, Marrakech Kitchen, Pixel/Fast Video, YNKB, Chamber of Public Secret og selvfølgelig den alternative tv-kanal TV-TV.

“Withdrawal, not subversion! Create an autonomous society, autonomous language, autonomous marked, autonomous world!” råbte den italienske autonomia-legende Franco ‘Bifo’ Berardi under sit foredrag på festivalens åbningsarrangement i Cinemateket. Bifo satte en standart for festivalens intensitet med et hektisk foredrag, hvor han blandt andet kritiserede bombardementet af kyniske og ironiske billeder, vi møder i dagens samfund. I takt med at hans PowerPoint kom mere og mere i utakt med foredraget, fremstod også dét som et visuelt bombardement, og på en noget paradoksal måde underbyggede det hans pointe. Men det var efterfølgeren til Bifos show, den hollandske kurator Nathalie Mullers foredrag, der stod frem som festivalens formidlende højdepunkt. Under titlen “Video surveillance and voyerism in a socio-political climate” diskuterede Muller to tendenser indenfor de seneste års eksperimentelle videokunst: For det første en dokumentaristisk trend, hvor videokunstnere bruger virkemidler fra dokumentarfilm for at problematisere forholdet mellem ‘objektiv’ registrering og iscenesat fiktion. Et fokus der tydeligt henviser til samtidens fetichering af virkeligheden. For det andet pegede hun på hvordan dynamikken mellem voyeurisme og ekshibitionisme er blevet mere fremtrædende i videokunsten, en tendens som både reflekterer og kommenterer den stadig øgede kontrol og overvågning, vi bliver udsat for under krigen mod terrors mistænkeliggørelse af alt fremmed. Og de to udpegede retninger, Muller trak frem, var godt repræsenteret på Made in Video.

ARThropology, ARTivism, ART Documentation og Video Voodoo var derimod de fire konkurrencekategorier, festivalen præsenterede videoværkerne indenfor. Det var dog kun i det informative festivalkatalog, dette kom frem, da visningerne af videoværkerne ikke fulgte nogen tydelig rækkefølge eller inddeling efter kategorier. Men som neologismerne ‘arthropology’ og ‘artivism’ indikerer, ville Made in Video forsøge at udarbejde et mere nuanceret vokabular for at diskutere og forholde sig til video, der ligger i skæringspunktet mellem forskellige perspektiver og udgangspunkter, men det var nok videoværkerne selv, der bedst tematiserede det.

Vinderfilmen i kategorien ARThropology, hollandske Klaas van Gorums “Film as Fossil” (2004), fungerede som skarp kommentar til antropologiens voyeuristiske og koloniserende blik. Videoen kombinerer gamle filmoptagelser af en vestlig families rejse til Malawi i 70erne, med lyden fra et telefoninterview, hvor kunstneren snakker med en tilfældig person, som fortæller at hun føler sig som en antropolog, da hun tager sig selv i at studere andre mennesker i sociale sammenhænge. Billederne, som i starten ikke virker til at have nogen sammenhæng med dialogen, får efterhånden et mødepunkt, hvor interviewerens gravende spørgsmål får paralleller til billederne af påtrængende vestlige turister, der fotograferer arbejdende afrikanske kvinder. Filmen afsluttes, idet interviewobjektet begynder at stille spørgsmål til interviewerens intentioner med samtalen, noget han ikke vil ud med. Relationerne i værket præges af forskellige former for kolonialisering, og Gorkum benytter sig af sit interviewobjekt, sådan som turisterne benytter sig af afrikanerne: som objekt for undersøgelse. “Film as Fossil” fremviser på forskellige niveauer magtbalancerne, der præger antropologens blik.

Mange af filmene i ARThropology tematiserede forholdet mellem ren registrering og iscenesættelse af virkeligheden. Det er derfor noget overraskende at kunsthistorikeren Nicoletta Isar, i artiklen “Slice of Life”, i festivalkataloget hævder, at filmene i ARThropology blandt andet repræsenterer “umedierede bider af livet”. For det er netop synliggørelsen af de medierede aspekter, der er mange af disse videoers styrke. Videomediet medierer jo uundgåeligt nok virkeligheden.

Et andet af videoværkerne, der lægger sig i spændingsfeltet mellem det faktiske og fiktive, er svenske Tova Mozards video “Wall of Love” (2005). I den fem minutter lange film møder vi en svensk kvinde, der fortæller om sin objektseksualitet og animistiske tro på at ting har følelser, intelligens og kan kommunikere. Kvinden har navnet ‘Mrs. Berliner-Mauer’ efter sin ægtemand Berlinmuren, som hun giftede sig med i 1979. Den brutale mishandling og ødelæggelse af hendes ægtemand ti år inde i ægteskabet har sat dybe spor, men kærligheden er fortsat stærk mellem dem. Det meste af videoen er optaget i kvindens lejlighed, men Mozard fokuserer aldrig klart på hendes ansigt, men snarere på hendes uendelig mange katte og billeder af Berlinmuren i glas og ramme. Fremstillingsformen gør, at man som betragter aldrig helt bliver sikker på filmens karakter: er dette virkelig en dokumentarfilm? (Selv ikke da jeg senere fandt Mrs. Berliner-Mauers hjemmeside på nettet, blev jeg helt sikker på, om det hele egentlig kun er et gennemført konceptkunstværk).

Tova Mozard: "Wall of Love" (2005)

Vinderen af kategorien ART Documentation var finske Maija Blåfield med den næsten timelange video “Saving the World” (2005). Dette var nok den mest traditionelle dokumentarfilm på programmet, og gav en intens og personlig fremstilling af den schizofrene Marcel Bloemendals liv, en mand der i de sidste tredve år har rejst rundt for at skabe fred i verden. Gennem fem år har Blåfield været med Bloemendal på rejse, for eftersom han konstant føler sig forfulgt af hemmelige efterretningstjenester, kan han aldrig slå sig ned nogen steder i længere tid. Fredsarbejderen Bloemendal skiller sig unægtelig ud fra de fleste andre fredsarbejdere, da han er overbevist om at netop han er den, der kan redde verden, selvom hans personlige clairvoyant siger, at han ikke kan stoppe verdens destruktion, men kun udsætte den lidt. Manden, vi møder i “Saving the World”, fremstår som en blanding af et uskyldigt barn og et nietzscheiansk Übermensch, og giver et stærkt indblik i kollisionerne mellem forskellige virkelighedshorisonter.

Maija Blåfield: "Saving the World" (2005)

Når Luzars uskyldige optræden blev stoppet, er det ikke underligt at danske Rosa Marie Frang også blev det med sin aktivistiske intervention, vist i videoen “I am the slogan” (2005). Filmen begynder med en telefonsamtale til Illum, hvor kunstneren spørger om lov til at gennemføre sin performance: Frang vil stille sig op med en megafon og læse op af butikkæders slogans, som hun har sat et ‘jeg’ foran (“I say less mean more”, “I think big”, “I just do it”, etc.). Men indkøbscentret er ikke et talerør, men et sted hvor man skal have det rart og sjovt, lyder svaret. Frang gennemfører alligevel sin performance, og tomheden i kapitalismens slagord bliver tydelig, da hun i shoppingens højborg approprierer og personaliserer udsagnene med et ‘jeg’. Det tager heller ikke lang tid, før hun bliver stoppet og fragtet væk. Filmning i det offentlige (eller privatiserede) rum er suspekt i terrorens tid, og kapitalismens maskine skal bevæge sig smertefrit videre. Al unormal opførsel er et potentielt faresignal.

Rosa Marie Frang: "I am the slogan" (2005)

Caspar Below er måske den, der tydeligst viser det absurde i hvordan sikkerhedspostyret og overvågningssystemet fungerer i de offentlige rum. I “Sensitive Buildings” (2004-2006) går Below rundt i London med et fotografiapparat for at tage billeder af offentlige bygninger. Med et kamera, der filmer ham på afstand, og med et skjult kamera i jakken dokumenterer Below møder med sikkerhedsvagter omkrig offentlige bygninger. Hvor end han sætter sit stativ op for at fotografere, bliver han stoppet, og hans autoritet som kunstner er minimal. Fotografering af offentlige bygninger er ulovligt, her er alle mistænkeliggjort. Below, og de mange andre kunstnere på Made in Video, vender mistænkeliggørelsen tilbage mod systemet, et system, der sjældent har gode begrundelser for restriktionerne, det lægger på vore handlinger. For som Belows video illustrerer: den eneste begrundelse sikkerhedsvagterne giver som forklaring på fotografiforbudet, er at: “these are sensitive buildings. Very sensitive buildings…”

Publisert i ØJEBLIK!, tidsskriftet Øjeblikket 47, 2006

Oversat fra norsk af Jeppe Wedel-Brandt

Caspar Below: "Sensitive Buildings" (2004-2006)